Latinsk navn: Phodopus campbelli
Oprindelse: Rusland og Mongoliet
Forventet levealder: 1½ - 2 år
Kønsmoden: 4-5 uger
Drægtighedsperiode: 18-21 dage
Gns. kuldstørrelse: 4-6 unger
Campbells dværghamsteren er kendt som en livlig hamster, der er nysgerrig af sind og findes i et utal for forskellige farver og aftegn. Tidligere har den været meget udbredt som kæledyr, men er i senere år blevet ikke særlig almindelige.
Arten stammer fra Rusland, Kina og Mongoliet, hvor de lever udpræget i små sociale kolonier, men i fangeskab er de ikke altid synderligt sociale. Der findes individer der kan gå sammen, men også linier der ikke tåler synet af hinanden når de er flytteklar. Den første indfangelse fandt sted i 1902, hvor professoren W. C. Campbell fangede det første eksemplar i Mongoliet.
Det er med denne art vigtigt at sørge for at hamsteren har en stamtavle fra Dansk Hamster Forening, for at have bevis for at den ikke er hybrid. Alle registrerede Campbells har skulle godkendes af foreningens bestyrelse, som har tjekket hamsternes ophav, og siden ført nøje registreringer over efterkommere.
Campbells som kæledyr
Campbells er en livlig hamster, som ofte har noget mere fart på end den vinterhvide dværghamster, men kan uden større problemer gøres tamme, og når de først er det så har man en mild og glad ven.
På trods af at de tidligere har haft et ry for at være aggressive, så kan de være fantastiske kæledyr for både børn og voksne, da flere opdrættere fokuserer meget på temperamentet. Så er du på udkig efter en Campbells dværghamster som dit næste kæledyr, så snak med opdrætteren og find ud af dennes prioriteter, så du kan finde den hamster der passer ind i netop dit hjem.