Hvad er en hybrid?
En hybrid er afkommet af to lignende arter af planter eller dyr der normalt ikke ville mødes eller parre sig I naturen. Den mest kendte hybrid er muldyret, som er et sterilt afkom af en hest og et æsel. Andre kendte hybrider er liger/tigon som er en blanding af løve og tiger. Ofte er der noget galt med disse hybrider såsom de har en abnorm størrelse eller de er sterile.
Når det kommer til dværghamster taler vi så om den samme ting? Ja det gør vi faktisk. Hybriderne er afkom af forældre fra to forskellige arter, vinterhvid dværghamster og Campbells dværghamster. En af de fejl folk ofte laver er at tro at det er det samme som en blanding mellem to racer af hunde eller katte, men i virkeligheden ville det være som at parre en hund med en kat.
På kæledyrsmarkedet i Danmark har vi 5 forskellige arter af hamstere, syrisk guldhamster, vinterhvid dværghamster, Campbells dværghamster, Roborovski’s dværghamster og kinesisk hamster. Her er det kun den vinterhvide dværghamster og Campbells dværghamster der kan få unger sammen.
Der er desværre en del problemer med at lave hybrider mellem disse arter;
- I første generation er hannerne sterile.
- Parrer man en Campbells han og en vinterhvid hun så kan hunnen ikke føde ungerne da Campbells-unger er større end vinterhvide unger ved fødslen. Den vinterhvide huns bækken er derfor ikke bredt nok til at hun kan føde hybridungerne. Dette kan også ske ved parring af 2 hybrider, hvis hannen ligner mest en Campbells og hunnen mest en vinterhvid. Det er ikke altid man kan se hvilken art den ligner mest da det også handler om indvendig anatomi som man jo naturligvis ikke kan se.
- De to arter har forskellig adfærd og ”sprog”. Det vil sige at man ender op med unger som hverken er det ene eller det andet og derfor ved man ikke hvilket temperament de får. I praksis vil de ikke kunne tale sammen på helt samme måde som renartede.
- Forskellige sygdomme; da generne passer dårligt sammen så får man desværre nogle unger med dårligere immunforsvar. Det vil sige at de har større risiko for f.eks. infektioner og cancer.
- Det er også beviseligt at flere hybrider har diabetes, sukkersyge. Det er usikkert om det er fordi der er uhæmmet avl fra grossisternes side eller fordi deres gener ikke passer godt nok sammen.
- Neurologiske problemer kan også opstå og gør det oftere hos hybriderne end hos de renartede vinterhvide og Campbells. Dette kan være ting som stargazing syndrom (stjernekiggersyndrom) hvor hamsteren vil kigge opad hele tiden og hos flere er det så slemt at de lavet back flip hvor hamsteren vil snurre baglæns rundt om sig selv gentagne gange.
Udover de ovennævnte ting så kan der være andre ting vi som mennesker ikke har set eller opdaget endnu.
Hvornår er en hamster så en hybrid?
Hamsteren er en hybrid ligeså snart den har gener fra to forskellige arter. Det vil sige at det stadig er en hybrid selvom man gennem mange generationer har parret hamsterne med renartede hamstere. Starter man med en hybrid og parrer den med en vinterhvid, gemmer en unge og parrer den med en vinterhvid og gør det mange gange. Så ender man stadig op med en hybrid for der vil altid være gener tilbage fra Campbells dværghamsteren.
Dette gør også at hvis man ikke har helt styr på hvor ens hamster kommer fra så kan man ikke være sikker på om den er hybrid eller ej. Derfor opererer vi med stamtavler i DHF så vi kan bevise hvor hamsteren stammer fra og at den er renartet.
For at beskytte vores rene linjer så vil alle hamstere der ikke har forældre med DHF-stamtavler blive anset for hybrider. Der skal kun en hybrid til at ødelægge al renartet avl i Danmark. Så vi vil hellere være på den sikre side end at risikere at ødelægge det store arbejde vores opdrættere gør.