KARANTÆNE


For at sikre sundheden og minimere risikoen for spredning af smitsomme sygdomme og parasitter har DHF en række regler omkring karantæne.

Ikke-opdrætter
I tilfælde af udbrud af smitsomme sygdomme eller parasitter må husstandens hamstere ikke deltage på udstillinger eller andre arrangementer i DHF så længe en karantæneperiode gælder. Man må gerne som ejer deltage såfremt man sikre sig ikke at medbringe smitte, det vil sige at man ikke håndtere sine hamstere inden, har rent tøj på samt vasket hænder grundigt.

Man må under karantæneperioden ikke sælge hamstere via DHF's salgsgruppe.

Er man i tvivl om ens dyr skal i karantæne bør bestyrelsen altid kontaktes.

Opdrætter
Man er som opdrætter forpligtet til at kontakte bestyrelsen i tilfælde af smitsomme sygdomme eller parasitter. Ved tvivl bør bestyrelsen også kontaktes.

I tilfælde af udbrud af smitsomme sygdomme eller parasitter kan karantæne for et opdræt blive nødvendigt, dels for at beskytte andres dyr, men også for at sikre den bedst mulige restituering for opdrættets egne dyr.

Karantæne kan gælde for hele dyrebestanden eller enkelte dyr på baggrund af smitteårsagen.

Karantæneperiode
Karantæneperioden afhænger af hvilken sygdom der er tale om. Karantæneperioden besluttes af bestyrelsen på baggrund af information fra dyrlægen.

Regler under karantæne
- Deltagelse i arrangementer og udstillinger: Karantæne ramte dyr må ikke deltage i arrangementer og udstillinger. Ejer forventes at møde i rengjort tøj, som ikke har været i kontakt med inficerede dyr.
- Salg: Ved salg af karantæneramte dyr, skal den nye ejer gøres opmærksom på dette. Dyret må ikke sælges før endt behandling. Karantæneperioden er stadig gældende for det pågældende dyr i det nye hjem. Besidder den nye ejer andre dyr skal det nye dyr isoleres fuldstændigt fra disse i et karantæneområde indtil karantæneperioden er slut ellers skal hele dyrebestanden sættes i karantæne.
- Indkøb af dyr: Indkøbes nye dyr hjem under karantæneperiode er disse pålagt karantæne.

Karantæneområde
Et karantæneområde er et aflukket rum. Efter håndtering af dyr i karantæneområde skal hænder og arme vaskes grundigt og sprittes af, samt tøj bør skiftes.

Blodmider
I tilfælde af blodmider skal opdrættet altid i karantæne og bestyrelsen kontaktes. Ikke-opdrætteres dyr må heller ikke deltage på arrangementer og det anbefales at kontakte bestyrelsen for vejledning.

Brud på karantæneregler
Brud på karantænereglerne kan medfører fratagelse af opdrætternavn og/eller ekskludering af foreningen.