Bemærk: Vi har fået nyt MobilePay-nummer - indbetalinger kan ske til 11392.

Ændring af regler vedr. udstillingsbokse

Det er blevet besluttet at ændre udstillingsreglementet ifht hamsternes udstillingskasser, således at vi nu har særskilte minimumskrav til guldhamster og dværghamstere. De nye minimumsmål er som følgende:
- Dværghamster: 20x14x14 cm (vi anbefaler 3L/6L faunabox)
- Guldhamster: 27x17x18 cm (vi anbefaler 6L faunabox)

I fremtiden er det et krav at hamsternes udstillingskasser er af faunabox-typen (fx Savic Faunabox, Ferplast Geo eller ExoTerra Faunarium), da disse kasser sikre optimal forhold for hamsterne, og bruges som et redskab af dommerne under bedømmelserne. Det er derfor ikke længere tilladt at anvende feriebure eller øvrige transportkasser til udstillingerne, men det er som altid muligt at leje en egnet udstillingskasse til vores udstillinger.

Vi har også ændret kravene til hvad der skal være i kassen, så at hamsterne nu også skal have adgang til tørfoder, under udstillingen. Vi anbefaler hundekiks eller foderpiller til dette, således at hamsterne ikke fylder deres kindlommer, som de ofte gør ved müsliblandinger.

Reglementet ser nu ud som følgende:

Opbevaring af udstillingsdyr
Hamsteren skal befinde sig i en egnet transportkasse af med følgende mindste mål:
- Dværghamster: 20x14x14 cm (der anbefales 3L/6L Savic Faunabox)
- Guldhamster: 27x17x18 cm (der anbefales 6L Savic Faunabox)
Maximum mål for alle er: 34x20x22 cm (10L Savic Faunabox)

Kassen skal være af faunabox typen, som fx: Savic Faunabox, ExoTerra Faunarium eller Ferplast Geo.
Det er muligt at leje en Faunabox til brug på udstillingen, men dette skal noteres ved tilmelding. Prisen er 10,- per boks.

Udover hamsteren skal kassen indeholde: bundstrøelse, evt. lidt redemateriale (fx revet toiletpapir - hamstervat er bandlyst), vandholdigt foder (fx agurk eller gulerod) samt lidt foder (foderpiller eller hundekiks). Det anbefales ikke at bruge müsliblandinger under udstilling, da hamsterne ofte fylder kindlommerne med dette, hvilket kan trække ned i bedømmelsen.

Udstillingsdyrene må ikke forlade deres kasser efter de er tjekket ind og indtil præmieoverrækkelsen er afsluttet.

Ved spørgsmål er du som altid velkommen til at kontakte bestyrelsen over mail: bestyrelse@hamsterforeningen.dk

Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Dansk Hamster Forening